Cort Lunde er duoen med Thomas Cortes og Erik Lunde, og deres musik tager udgangspunkt i fortolkninger af natur og lyd. De arbejder nysgerrigt i krydsfeltet mellem elektronisk musikproduktion, kontemporær improvisationsmusik og arrangementer skrevet til klassisk besætning.
Udtrykket er organisk og bygger på lag af knitrende beats, elektroniske klangflader og solistiske udfoldelser, som tilsammen skaber en meditativ stemning med nok variation til, at lytteren kan blive fastholdt undervejs. Deres første udgivelse blev kåret til ?Ugens Album? på DR P8 Jazz og fik samtidig flittig rotation, også på DR P2. Under deres første turné bemærkede en dyrepasser fra Aalborg Zoo, at Cort Lunde lyder som Palle Mikkelborg, der møder Radiohead.
Der er både stå- og siddepladser, så det er en god idé at komme i god tid, hvis du vil være sikker på at få en siddeplads. Billet kan købes/bestilles, og entréen er 250 kr + evt. gebyr. Arrangementet finder sted på Jazzhus Montmartre.
































