En 49-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt en 52-årig mand med en foldekniv på et herberg i København, nægter sig skyldig i drab med forsæt. Det var ikke hans hensigt at slå nogen ihjel, forklarer han mandag i Retten i København.
Episoden fandt sted 28. februar 2025 omkring klokken 02.00 på herberget Himmelekspressen. Den tiltalte nægter ikke, at det var ham, der gav den 52-årige snitsår.
Kniv som “indvendigt knojern”
Over for retten forklarer manden, hvorfor han havde kniven i hånden, da han slog den afdøde.
– Jeg ville bruge kniven som en slags indvendigt knojern, så jeg ikke brækkede min hånd, da jeg slog ham, siger den tiltalte i retten, skriver Berlingske og BT.
Han hævder samtidig, at han ikke vidste, at bladet var fremme på foldekniven.
Obduktion modsiger forklaring
Under retsmødet fremhæver anklageren obduktionen af den afdøde. Den viser, at manden havde 36 læsioner (stiksår) på hovedet, halsen, armene og hænderne. Flere af dem var så dybe, at de trængte igennem kraniet.
Tidligere under retsmødet havde den tiltalte forklaret, at han kun havde ramt den afdøde tre til fire gange. Da anklageren spørger, hvordan det hænger sammen med obduktionen, bliver han tavs.
– Det hænger ikke så godt sammen, svarer han.
Brandstiftelse og krav om Sikringen
Ud over knivdrabet er den 49-årige tiltalt for brandstiftelse på sin egen dørmåtte 4. juni 2024. Det forhold tilstår han. I retten forklarer han, at brandstiftelsen var udløst af en psykose, hvor han troede, at folk ville trænge ind i hans lejlighed.
Anklagemyndigheden vil have den tiltalte idømt anbringelse på den særligt sikrede psykiatriske afdeling i Slagelse, også kaldet Sikringen, på ubestemt tid.
Forsvareren påstår frifindelse for anbringelse på Sikringen. Advokaten mener i stedet, at den tiltalte skal anbringes på en almindelig retspsykiatrisk afdeling uden længstetid.








