Lørdag aften var hun ikke på vagt – men det betød ikke, at blikket holdt fri. En politibetjent fra Københavns Politi genkendte en mand på gaden og satte straks kollegerne i aktion. Resultatet var en anholdelse, og søndag blev den 55-årige rumænske statsborger fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.
Han sigtes for et hjemmerøveri, et forsøg på hjemmerøveri samt to tricktyverier – alle rettet mod ældre mennesker i København.
Skubbede ældre mand og stjal pung
Den alvorligste sigtelse stammer fra tirsdag den 4. november sidste år ved Guldbergs Have på Nørrebro. Her cyklede den formodede gerningsmand rundt på en mørkegrøn damecykel, da han fik øje på en ældre mand på el-scooter.
Da den ældre mand kom hjem til sin lejlighed, ringede manden på døren. Den ældre beboer åbnede – og blev skubbet i brystet og fastholdt, mens gerningsmanden tog hans pung med et større kontantbeløb.
Københavns Politi udsendte en efterlysning med billeder i februar i år. Politikommissær Poul Hansen kaldte dengang sagen for grov og bemærkede, at gerningsmanden tilsyneladende bevidst havde udvalgt en ældre person som offer.
Kvinde kæmpede sig fri
Den 55-årige er også sigtet for et røveriforsøg mod et ældre ægtepar. Her kom han angiveligt ind i parrets hjem og forsøgte at trække kvindens taske af hendes rollator. Men kvinden satte sig til modværge med så stor kraft, at manden opgav og flygtede.
Derudover er han sigtet for to tricktyverier, hvor metoden ifølge specialanklager Sofie-Amalie Brandi fra Københavns Politi var at forvirre eller aflede ældre folks opmærksomhed for derefter at stjæle fra dem. Udbyttet har i alle tilfælde angiveligt været beskedent.
Politiet vurderer, at manden har handlet alene uden medgerningsmænd.
Nægter sig skyldig – men fængslet alligevel
Under søndagens retsmøde blev den 55-årige forevist overvågningsbilleder fra sagerne. I nogle tilfælde afviste han ikke, at det var ham på billederne – men han fastholder, at han ikke kender noget til de strafbare forhold og nægter sig skyldig.
Dommeren valgte alligevel at varetægtsfængsle ham i tre en halv uge frem til den 23. september. Retten vurderede, at der er reel risiko for, at manden vil forsøge at flygte, og at han vil begå ny kriminalitet, hvis han sættes på fri fod. Den rumænske statsborger er ikke tidligere dømt for kriminalitet i Danmark.







![Hiphop [6-9 år] Sydhavnen / Vesterbro](https://event-images.autopress.dk/events/src-20269452.webp)
