Det er 17. gang på to år, at beboere i et lille boligkvarter i Valby er kommet ansigt til ansigt med den samme mand. En 34-årig, der ifølge naboerne lister ind i haver og beglo børn gennem vinduer – og som har adskillige fængselsdomme bag sig, herunder for vold og lureri med henblik på seksuel tilfredsstillelse.
Frygten er nu så udtalt, at naboerne har oprettet en fælles Messenger-tråd, hvor de advarer hinanden i realtid, hvis manden dukker op i kvarteret.
Så ham i haven klokken 22
Det var netop den tråd, der i lørdags aften eksploderede med beskeder. Klokken cirka 22 var luremanden blevet spottet i kvarteret, og mens en nabo holdt politiet i røret, gik Louise – der af sikkerhedshensyn ikke vil stå frem med efternavn – ud for at finde ham.
Det gjorde hun hurtigt.
»Jeg kan se en skygge i en have, så jeg beslutter mig for at ringe 112. I samme sekund kommer han dog pludselig gående ud af haven med ryggen til mig. Jeg råber ‘HEY!’,« fortæller Louise og fortsætter: »Først laver han en bevægelse som om, han er ved at løbe væk, men så stopper han op, kigger aggressivt på mig, tager hånden ned i lommen og går mod mig. Det var meget aggressivt, og jeg blev meget bange.«
Heldigvis kom hendes mand ud i samme øjeblik, hvilket fik den 34-årige til at stikke af.
Politiet: Ikke mandskab til at rykke ud
Da Louise efterfølgende ringede til politiet og forklarede situationen – og understregede, at det var det 17. tilfælde på to år – var svaret nedslående. Politiet havde ikke mandskab til at komme ud og lede efter manden. Den samme melding fik en anden nabo ifølge beskeder, som B.T. har set.
For Louise er det svært at acceptere.
»Vi føler, han er farlig, og det viser hans tidligere domme jo også, så det er dybt frustrerende, at politiet ikke tager den her sag mere alvorligt. Jeg synes, at man bør gøre alt, for at han kan blive varetægtsfængslet,« siger hun og tilføjer: »I lørdags er det jo sandsynligt, at han stadig var i nærheden, så jeg forstår ikke, hvorfor politiet ikke kan køre ud og lede i området. Eller i det mindste bare tjekke den have, hvor vi så ham.«
Politiet inviterer til tryghedsmøde
Københavns Politi vil ikke kommentere den konkrete episode fra lørdags, men vicepolitiinspektør og leder af nærpolitiet, Jonas Wybrandt, oplyser i et skriftligt svar til B.T., at sagen tages alvorligt.
»Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at det her er en sag vi har meget fokus på og tager alvorligt. Derfor vil vi senere på ugen invitere til tryghedsmøde, hvor nærpolitiet vil være til rådighed for dialog med borgere, der har været berørt,« skriver han.
Wybrandt anerkender samtidig, at situationen er belastende for de berørte beboere: »Jeg kan godt forstå, at det er utrygt, hvis man derhjemme bliver udsat for, at en person kigger ind gennem vinduerne, og vi er bekendt med, at flere løbende har anmeldt den slags forhold i Valby. Det vil dog altid være en konkret vurdering af opgaver og ressourcer, der gør, om politiet kan rykke ud eller ej.«
Hvornår tryghedsmødet afholdes, og hvor det finder sted, er endnu ikke oplyst.










