Han er en af Danmarks mest betydningsfulde videnskabsmænd nogensinde – men alligevel kender de fleste kun Ole Rømer som navnet bag en temperaturskala. Det vil et nyt tegneseriealbum nu gøre op med.
Tegneserien Ole Rømer – han så lysets tøven udkommer i disse dage og fortæller historien om det danske multigeni, der levede et usædvanligt alsidigt liv som astronom, opfinder, ingeniør og embedsmand i det sene 1600-tal.
350 år siden det store gennembrud
Timingen er langt fra tilfældig. For præcis 350 år siden påviste Ole Rømer i Paris, at lyset bevæger sig med en endelig hastighed – en opdagelse, der skulle vise sig at få enorm betydning for eftertiden.
Bag tegneserien står Flemming Hansen og Jens Olaf Pepke Pedersen, begge bosat i Allerød og tilknyttet DTU. De har fået hjælp af den prisbelønnede tegneserieskaber Bjørk Matias Friis til at bringe historien til live på papir.
Rømers liv bød på langt mere end astronomiske observationer. Han fik springvandene i Versailles til at fungere, underviste Ludvig XIVs søn, forberedte indførelsen af den gregorianske kalender i Danmark-Norge og opmålte hele Danmark. Som Københavns borgmester fornyede han kloakkerne, indførte gadebelysning og renoverede fattigvæsenet.
Grundlag for Einsteins relativitetsteori
Jens Olaf Pepke Pedersen understreger, at Rømers opdagelser stadig præger hverdagen for millioner af mennesker verden over.
– Det er vanskeligt at overvurdere Ole Rømers betydning for det liv, vi lever i dag. Hans påvisning af, at lyset har en endelig hastighed, blev senere en vigtig del af grundlaget for Einsteins relativitetsteori. I dag er en præcis forståelse og anvendelse af lysets hastighed afgørende for telekommunikation, internetforbindelser og GPS-satellitter, siger Jens Olaf Pepke Pedersen.
Flemming Hansen, der i mange år har forsket i Rømers liv på fritiden, håber tegneserien kan nå bredt ud – men har særligt en målgruppe i tankerne.
– Tegneserien henvender sig til alle nysgerrige personer, der ønsker at lære mere om én af Danmarks betydeligste videnskabsmænd. Men særligt de yngre læsere, der ønsker at vide mere om naturvidenskab, astronomi, ingeniørarbejde, innovation og livet i barok-tiden, hvor Rømer virkede, får noget ud af tegneserien, siger Flemming Hansen.
Et år med ugentlige møder og Paris-tur
Arbejdet med tegneserien har været en langstrakt proces. I over et år har de tre mødtes ugentligt – enten fysisk eller over Zoom – for at finpudse indhold og illustrationer. I april rejste de til Paris for at besøge de steder, Ole Rømer selv færdedes for 350 år siden.
For tegneserieskaber Bjørk Matias Friis har projektet krævet grundig research i baroktidens verden.
– Arbejdet med at visualisere Ludvig XIVs Paris og Christian Vs København, sætte sig ind i det sene 1600-tals samfund og sindelag og gøre Ole Rømer levende for læseren har været en lang og lærerig proces i samarbejde med Flemming og Jens Olaf, siger Bjørk Matias Friis.
Resultatet er en tegneserie, der ifølge skaberne giver en letforståelig introduktion til Rømers arbejdsområder, hans videnskabelige metode og resultater – og ikke mindst hans liv, med morsomme episoder ind imellem.








