ALICE TUNES IN samler publikum om nye og eksperimenterende musikalske idéer i et frivilligdrevet koncertformat, hvor salen åbnes for spirende projekter og levende møder mellem kunstnere og lyttere. Konceptet forvandler ALICEs scene til et sted, hvor både nye og mere erfarne musikere kan udfolde sig i kortere, intime sæt.
Den tredje aften i rækken byder på fire forskellige udtryk, der bevæger sig fra Danske Kvalmers meditativt blandede univers af salmer, ambient og støj til Terence Doughertys lo-fi singer-songwriter-udtryk med eksperimenterende og følelsesladede sange. Derefter følger Orestis Marantos med græsk folkemusik og hypnotiske klangflader, før Sofia Cardich afrunder med spansksproget indie-pop og varme synthklange. Koncerten er gratis, men billet kræves.
Danske Kvalmer (DK) åbner aftenen med et ambient-/noiseprojekt, som kunstneren selv beskriver som et elektronisk enmandskor, der bladrer gennem en salmebog med en saks. Musikken forener støjende skønhed med inspiration fra den danske kirkemusiktradition.
Terence Dougherty (NO) er en norsk-amerikansk eksperimenterende singer-songwriter, bosat i København, som optræder som aftenens anden kunstner. Efter flere år som forsanger i forskellige norske bands har han vendt fokus mod sit soloprojekt, hvor noise og eksperimenterende, jazzinspireret elektronisk musik møder en mere klassisk singer-songwriter-følsomhed.
Orestis Marantos (GR) bringer et mytisk og stemningsmættet univers med tydelige rødder i græsk folkemusik. Hans debut-EP Ptyhes (2025) tager udgangspunkt i fortællinger fra Kreta, og på scenen får han følgeskab af et større band med blandt andet kretensisk lyre og græsk sækkepibe.
Sofia Cardich (AR) afslutter aftenen med et intimt og atmosfærisk sæt, hvor spansksproget indie møder synth-pop, guitar og poetisk lyrik. Hendes debutalbum Autodefinido (2025) kredser om transformation, afstand og kærlighed og samler rytmisk guitar og elektroniske klangflader i et udtryk inspireret af blandt andre Babasónicos, Rosario Bléfari og Cate Le Bon.
