Barselscaféen byder på oplægget Parforholdet efter baby med Thit Houman, hvor der sættes fokus på, hvordan det moderne forældreskab kan ændre dynamikken i et parforhold. Her er der plads til at blive klogere på, hvad der sker med nærvær, kommunikation og sexliv, når man ikke længere kun er kærester, men også forældre.
I oplægget ser familieterapeut Thit Houman nærmere på de forandringer, som mange oplever, når familien vokser. Der arbejdes med klassiske konfliktdynamikker, forskellige behov og forventninger samt intimiteten i en hverdag, der kan være præget af babygråd, bleer, amning og søvnmangel. Thit Houman er cand.pæd.soc. og certificeret par- og familievejleder fra Gro Instituttet. Til daglig arbejder hun med børn, forældre og par med fokus på trivsel og stærke relationer. Oplægget kombinerer faglig viden med praksisnære eksempler og konkrete redskaber, som du kan tage med hjem. Alle er velkomne – uanset om du er i et forhold, er alene, oplever overskud eller udfordringer, eller blot er nysgerrig på, hvorfor parforholdet ofte forandrer sig, når man bliver forælder. Eventet foregår på Rytterskolen, Brønshøj.
































































