Har I lyst til at gå på jagt efter gode genbrugsfund til børnene, eller ligger der derhjemme ting, som gerne må få nye ejere? Dette loppemarked er skabt særligt til børn og rummer alt det tøj, legetøj og de småting, som fortjener et nyt liv hos andre.
Denne søndag bliver BRØK fyldt med loppeguld fra bydelens mange børneværelser, lofter og kældre. I kulturhuset kan du gå på opdagelse blandt ca. 30 stande, hvor børnene sammen med deres voksne sælger ud af deres egne skatte til andre børn, som kan få glæde af dem. Der er fri entré, så kig forbi med de små og se, om I kan finde et godt loppefund.
Hvis du skal have en stadeplads, er der nogle praktiske rammer, du skal kende: Børnenes loppemarked er først og fremmest børnenes dag, og det er derfor et børn-til-børn-arrangement med børn både bag og foran standen. Der er adgang til opstilling med dit barn fra kl. 8.00, og standen skal være klar, når loppemarkedet åbner. Infomøde på dagen er kl. 09.30-09.50, og hele tidsrummet kl. 10-14 skal der være åbent. Når dagen er slut, skal alt være pakket ned og fjernet senest kl. 15.30.
Det er ikke muligt at slå flere stande sammen, og hvis der er flere børn, som ønsker en stand, kan det ikke garanteres, at de kommer til at stå ved siden af hinanden. Der må ikke sælges partivarer, og størrelsen på en barnestadeplads er 80X120-140 cm. Borde og stole stilles til rådighed. Hvis to venner eller veninder gerne vil stå ved siden af hinanden, kan der skrives til soeder@kk.dk, så forsøger arrangørerne at få det til at lykkes.
