"Frederik" er en musikalsk dukkeforestilling med dukkespiller Astrid Kjær. Den tager udgangspunkt i Leo Lionnis klassiske børnebog af samme navn og følger musen Frederik, som ikke går med de andre mus i arbejdet med at samle efterårets forråd ind.
I stedet bliver han siddende og drømmer, mens han ser ud over markerne. De andre mus kan ikke forstå, hvorfor han vælger at gøre noget andet, men da vinteren kommer, og hulens mus har spist hele lageret op, træder Frederik frem og deler det, han selv har samlet. Gennem fortællinger om farver, sol og dufte hjælper han de andre gennem den sidste, kolde del af vinteren. Med musik, dukker og skyggespil formidles en historie om, at vi bidrager forskelligt, at vi ikke kan det samme, og at vi sammen kan mere. Leo Lionni var en italiensk-amerikansk forfatter og illustrator, der er kendt for sine billedbøger til børn, blandt andet netop "Frederik".
Forestillingen varer 40 minutter og henvender sig til børn i alderen 3-6 år. Både børn og voksne skal have billet for at se forestillingen, og entréen er 40 kr. Arrangementet finder sted på Kvarterhuset Amagerbro.
