Digterbandet forener poesi, musik, improvisation og kor i en digtoplæsningskoncert på festivalen. Gruppen består af Signe Høirup Wille-Jørgensen, Lars Emil Foder og Dina Damgaard Bodé, som alle arbejder i feltet mellem litteratur og musik.
Signe Høirup Wille-Jørgensen er også kendt som Jomi Massage og har været en markant del af den eksperimenterende danske musikscene. Hun debuterede som forfatter i 2018 med Priktegning over et år og udgav i 2025 langdigtet Bevægelse væk. Lars Emil Foder bevæger sig mellem litteratur og lydkunst og debuterede i 2013 med den tværæstetiske bog og plade Natatlas; siden har han blandt andet udgivet Fabelagtigheder og Kun for idioter-serien. Dina Damgaard Bodé kommer til poesien via klassisk musik og har udgivet digtsamlingerne hud så blød og en som to.
Publikum kan opleve DIGTERBANDET i et program med digte, etablerede musiknumre, avantgarde korværk og improvisationer. Der er gratis billetter, og arrangementet finder sted på Sydhavnens Bibliotek.
