Du fødes alene er en forestilling om Philip, der er død, og om de mennesker, han efterlader: familie, venner og tidligere kollegaer, som hver især forsøger at forklare, hvad der skete. Med et testamente som omdrejningspunkt bevæger stykket sig mellem sort komik, absurditet og alvor, mens det stiller spørgsmål om empati, ansvar, psykisk sårbarhed og om, hvordan vi møder mennesker, der falder uden for fællesskabet.
Forestillingen er skabt af ARBEJDSTITEL, et nyopstartet tværfagligt scenekunstkollektiv af unge kunstnere. Den kombinerer ny dansk dramatik, originalmusik og et anderledes publikumsformat. Spilletiden er ca. 1 time, forestillingen starter kl. 19.30, og dørene åbner kl. 18.30. Der kan købes snacks og drikkevarer i baren. Sted: Kulturhuset Krudttønden. Entré: 80 kr. Trigger warning: Forestillingen kredser om sensitive emner såsom selvmord.
































