BODY2BODY er en duo-udstilling, hvor to kunstneriske praksisser mødes i et fælles rum for undersøgelse. Her sættes kroppen i centrum som både materiale, afsender, scene og performer, og udstillingen kredser om, hvordan køn, seksualitet, intimitet, magt og relationer kan forhandles, formes og forandres gennem kunst.
Værkerne udfolder sig på tværs af tekstil, skulptur, fotografi og video og undersøger de objekter, billeder og materialer, som kroppen er i kontakt med, og som er med til at præge vores forestillinger om os selv og hinanden. Titlen peger både på mødet mellem to kunstnere og to kroppe, der arbejder, og på den vedvarende proces med at opbygge et 'body of work'.
Udstillingen åbner officielt d. 23. juli kl. 18, men allerede inden da kan man følge udviklingen af BODY2BODY. I perioden frem mod åbningen fungerer Arnestedet som et transparent lysthus i det grønne, hvor værkerne og udstillingen gradvist udvikles, ændres og bygges op — og måske også falder lidt sammen undervejs.
Line Søndergaard Poulsen arbejder med performance, skulptur og video og undersøger, hvordan identitet, magt og krop indgår i visuelle systemer og samfundsbestemte strukturer. Hendes praksis er ofte præget af kritik formidlet gennem humor, parodi og pop. Sangría Valentino arbejder i krydsfeltet mellem fotografi, vævning, performance og video og undersøger i en queer og feministisk praksis blik, magt og synlighed. De ønsker at skabe et rum, hvor den queer krop og hud kan træde frem med sårbarhed, modstand og begær.
Begge kunstnere er uddannet fra Kunstakademiet i Bergen og mødte hinanden første gang på studier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Bemærk i øvrigt, at man skal se Praktisk info længere nede på siden for udstillingens åbningstider.
