Glæd dig til en helt særlig omvisning i Arbejdermuseets nye særudstilling Alting begynder med en sang, hvor udstillingens kurator, Josefine Albris Verge, guider dig gennem fortællingen.
Her bliver du ført ind i en historie om, hvordan sang i mere end 150 år har været med til at bære arbejdernes håb, drømme og krav om forandring. Undervejs får du et nærmere indblik i, hvordan sang ikke kun var noget, man hørte, men også noget man gjorde: et middel til at samle mennesker, et socialt bånd og en måde at holde fast i fælles værdier og håb på.
Omvisningen kommer også tæt på en række af udstillingens særlige historier og genstande, blandt andet manuskriptet til den allerførste arbejdersangbog, håndskrevne sangbøger og vandrende sangkor. Derudover møder du Trilles ikoniske kvindesange, internationale solidaritetssange og arbejdet med at skabe en ny og opdateret arbejdersangbog.
Entré: 135 kr. Køb/bestil billet.
