evigblå åbner døren til et intenst og tæt liveunivers, hvor personlige historier og markante melodier får lov at fylde. Med afsæt i den nye single “sent ude” – som er hendes første udgivelse siden EP’en “i al evighed” (2025) – viser hun et popudtryk, der både er mere håbefuldt og mere energisk, og som også får plads til at folde sig ud på scenen.
Numrene kredser om relationer i de uklare zoner: de sene møder, usikkerheden, længslen og ønsket om, at noget uforpligtende kan vokse til noget ægte. I koncertformatet holder evigblå balancen mellem det nære og det stærke, og hun skaber et rum, hvor publikum kommer helt tæt på den følelsesmæssige intensitet. Musikken er pop med tyngde, båret af groovy beats og dansable produktioner.
evigblå har allerede sat sit præg på den danske livescene med optrædener på blandt andet RUST, i Pumpehusets Byhave, under Aarhus Festuge og som support på to udsolgte koncerter i Lille VEGA. Hver gang har hun vist, at hun kan omsætte meget personlige fortællinger til en fælles oplevelse foran publikum. d. 8 oktober bliver det første gang, hun spiller som headliner, og det sker i Basement, København. Forsalg: 120kr. (+ gebyr) / Dørsalg: 140kr. Døre kl. 19.30 / Koncertstart kl. 20.00.
