Kom og oplev en fortælling for de 1,5 til 3-årige, når en af bibliotekets børneværter læser eller fortæller en historie. Det er børneværten, der vælger, hvilken historie der skal deles med børnene.
Indholdet kan variere fra gang til gang: Nogle gange bliver der fortalt dialogisk med hjælp fra rekvisitter i en historiekuffert, og andre gange er det højtlæsning fra en billedbog. Hvis I arbejder med et særligt tema eller emne, er I også meget velkomne til at skrive til os om det.
Efter fortællingen er der mulighed for at spise madpakker i spiseområdet og låne bøger med hjem. Der er plads til én institutions- eller dagplejegruppe med op til 8 børn. Er I hjemmepassere og har behov for at have større børn med, skal I skrive til os, hvor mange børn over 3 år I ønsker at tage med, og hvor gamle de er.
Alle spørgsmål og afbud skal sendes til hblaes@kk.dk, som vender tilbage hurtigst muligt. Besøget understøtter 'Den styrkede pædagogiske læreplan', og du kan læse mere om det via linket på siden. Børneetagen er et læseunivers for børn på Københavns Hovedbibliotek, hvor formålet er at styrke børns sprog og læselyst gennem bøger, aktiviteter og leg med bogstaver. Vi glæder os til at tage imod jer på LÆS.
