Mit navn er David, jeg er 38 år gammel, og jeg har haft et stofbrug siden ungdommen. Min vej ind i det begyndte med en stor nysgerrighed: Hvad var det for noget, og hvad kunne det egentlig? Det er det udgangspunkt, jeg tager med på turen.
Undervejs går vi en lille runde på Nørrebro, hvor jeg fortæller om punker- og BZ-miljøet i København, som jeg selv begyndte at færdes i som ung. I det miljø var hash og alkohol en naturlig del af fællesskabet og derfor også noget, der blev opfattet som normalt. Jeg kommer også ind på, hvordan nysgerrighed kan føre til, at man hele tiden vil prøve noget nyt, og det har for mit vedkommende betydet, at jeg har prøvet rigtig, rigtig mange forskellige stoffer.
Jeg forklarer blandt andet, hvordan stoffer overordnet kan deles op i tre grupper: psykedeliske, sløvende og opkvikkende. Derudover fortæller jeg mere om forskellene mellem dem, blandt andet at man ikke kan blive fysisk afhængig af psykedeliske stoffer, mens de sløvende stoffer hurtigt kan skabe afhængighed. I 2,5 år forsøgte jeg at få studieliv, stofbrug og hemmeligholdelse til at hænge sammen, men det viste sig at være en svær balancegang, og til sidst måtte jeg erkende min situation og begynde i misbrugsbehandling.
Entré: 189 kr. Køb/bestil billet. Lokation: Runddelen Metro Station.
