Hvordan kan stamceller og stamcellemedicin få betydning for vores liv i dag og i årene, der kommer? Det er det spørgsmål, den dobbelte udstilling på tværs af Medicinsk Museion og Politikens Forhal kredser om. Her sættes samtidskunst, historiske genstande og den nyeste stamcelleforskning i spil side om side.
Liquid Bodies viser nye værker af Charlotte Jarvis, Jens Settergren, Davide Hjort di Fabio og Cecilie Waagner Falkenstrøm. Kunstnerne arbejder med aluminium, mosaik, digitale teknologier og kunstnerens egne celler for at undersøge det materiale, kroppen består af, og de forestillinger om håb, teknologi og identitet, som knytter sig til det.
Værkerne er udviklet i tæt dialog med samfundsvidenskabelige forskere og stamcelleforskere ved Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine, reNEW. Udstillingen er gratis på Politikens Forhal, mens der gælder almindelig entrépris på Medicinsk Museion.
