Mamas Gun gæster Hotel Cecil med deres stramme, groovy soul og Motown-inspirerede lyd, og de har det nye album DIG! med sig. Koncerten finder sted den 10. september, og entréen er 275 kr.
Bag mikrofonen står Andy Platts, som også er kendt fra Young Gun Silver Fox, hvor han er en markant del af både vokal og sangskrivning. Mamas Gun har siden midten af 00'erne spillet på scener over hele verden med en lyd, der trækker tydelige spor til Marvin Gaye, Bill Withers og Sly Stone. Gruppen er opkaldt efter Erykah Badus klassiske album, og de har tidligere opvarmet for navne som De La Soul, Raphael Saadiq, Lee Fields og Gregory Porter.
Ud over Andy Platts består bandet af guitarist Terry Lewis, som også har spillet med Leon Ware, The Impressions og Rumer, keyboardist Dave Oliver, der har samarbejdet med Lisa Stansfield, bassist Cameron Dawson fra Cinematic Orchestra og Joy Crookes samt trommeslager Chris Boot, der også har arbejdet med Alice Russell og Nilüfer Yanya. Med seks album i rygsækken kommer de nu med DIG!, som er indspillet live og analogt, og som de tager med sig på turnéen til Hotel Cecil.
