Tag med til en stemningsfuld sommeraften på festivalpladsen i Kødbyen, hvor Nina & Mikkel fra Oliviers & Co står bag en særlig Copenhagen Cooking-udgave af deres populære olivenoliesmagning kombineret med langbordsmiddag.
Der bliver plads til 60 skønne gæster, som samles til en aften med fællesskab, sensommerstemning og masser af velsmag. Du kan komme alene, invitere en romantisk ledsager eller samle dine 20 bedste venner til oplevelsen.
Aftenen begynder med en introduktion til fire nøje udvalgte olivenolier, hvor smag, aroma og de forskellige karakterer bliver gennemgået. Nina leder smagningen, og hun er uddannet professionel olivenoliesmager fra ONAOO i Italien. Undervejs får du indblik i, hvordan olivenolie kan løfte både råvarer og måltider, når kvaliteten er i fokus, og du lærer at kende forskel på gode og mindre gode olivenolier, så du bliver bedre rustet til selv at vælge den rigtige kvalitet. Derudover skal du selvfølgelig smage en kroatisk olivenolie som en hyldest til årets venskabsregion, Istrien.
Efter smagningen fortsætter aftenen ved langbordet, hvor der serveres en sæsonbaseret middag, og de gode olivenolier indgår som en vigtig del af retterne og den samlede smagsoplevelse. Menuen tager afsæt i sensommerens grønt og frugt, og årets hovednavn hos Copenhagen Cooking - æblet - er også tænkt ind i både salte og søde serveringer.
Prisen dækker olivenoliesmagning, middag, et glas bobler samt vand ad libitum. Der vil desuden være mulighed for at købe vin og alkoholfrie alternativer i løbet af aftenen. En aften for madglade gæster med kærlighed til gode råvarer, fællesspisning og nye smagsindtryk.
Din vært er Oliviers & Co, som beskrives som et lille univers af olivenolie, citrus, urter og solmodne råvarer. Her udvælges årgangsolier og specialiteter fra håndværksmøller i Middelhavet, så smagen fremstår ren og præcis - fra mildt grønt til pebret og intens. Butikken fungerer både som spisekammer og inspirationsrum, hvor man kan dufte, smage og finde den olie, der passer til retten. Teamet arbejder som smagsguider og hjælper med at matche olie, eddike og krydderier til både hverdagens køkken og de særlige øjeblikke.
Hvis vejret bliver dårligt, aflyses eventet.
Entré: 399 kr. Lokation: Gastrotools teltet.
