ALICE danner i oktober ramme om en aften med Palestinian Sound Archive, hvor lyd, billeder og fortællinger samles i et levende arkiv over palæstinensisk kulturarv. Grundlægger Mo'min Swaitat præsenterer arkivet gennem en introduktion, en kort dokumentar og en samtale om arkivering som dekolonial metode og aktiv modstand, med fokus på hvordan musik og stemmer kan bevare kollektive erindringer og kulturel identitet.
Palestinian Sound Archive blev startet af Mo'min Swaitat i 2019 for at bevare og videreformidle Palæstinas lydhistorie. Gennem de seneste syv år har arkivet via radio, klubarrangementer, audiovisuelle installationer, live performances, forskningsarbejde og genudgivelser samlet og delt hundredvis af fortællinger om palæstinensiske musikere og lydkunstnere. Aftenen afsluttes med et DJ-set baseret på musik fra arkivet, og der vil være mulighed for at købe vinyludgivelser og merch fra Palestinian Sound Archive. Entré: 155 kr.
































