En hjertevarm og humoristisk dukketeaterforestilling for børn fra 3-7 år med deres voksne. Historien handler om den bløde hund Pølse, som pludselig springer ud af en rengøringsvogn. En rengøringsassistent mener, at hunde sviner og vil have Pølse væk – men Pølses legeglade natur bliver start på et uventet og rørende venskab mellem to helt forskellige personer.
Forestillingen udforsker legens kraft til at skabe fællesskab. Med sang, fysisk komik og fantastisk scenografi tager den børn og voksne med ind i et legende univers fyldt med grin, varme og magiske øjeblikke. Medvirkende er blandt andre Signe Kærup Dahl (på scenen, dramatiker og komponist) og Søren Dahl Jeppesen (studiemusiker). Scenografi er skabt af Filippa Berglund.
Forestillingen er en del af festivalen "Teatermagi i efterårsferien" i uge 42, som giver børn og deres familier adgang til scenekunst rundt omkring i København.










































