Hvordan så livet ud for queer kvinder i Danmark for mere end 100 år siden? Hvem forelskede de sig i, hvordan fandt de hinanden, og hvilke fællesskaber opstod der omkring dem? Med udgangspunkt i forskning i queer kvinders liv i perioden 1870-1920 er glemte historier blevet hentet frem fra arkiverne.
Fortællingerne udfoldes gennem breve, politirapporter og hospitalsjournaler, som tilsammen giver et indblik i forelskelse, sex, fællesskab og rebelskhed. Publikum inviteres samtidig ind i en fælles samtale om, hvad queer fortider kan lære os om nutiden. Debatten foregår på engelsk.
