Alexander Hemstedt gæster Kolme til en aften, der kredser om Rammstein og bandets status som Tysklands største kultureksport. Ifølge Rolling Stone Magazine er gruppen kendt for at levere “The best show on earth - something you must see before you die”, og i 2024 var de igen aktuelle i Danmark med en udsolgt sommerkoncert i København i juli foran 50.000 mennesker.
Men hvem er Rammstein egentlig, og hvad gør dem så særlige? Aftenen tager fat på spørgsmål om bandets særpræg, om man stadig kan lytte til dem efter “Lindemann-gate”, og om det ændrer oplevelsen af musikken. Der bliver også sat fokus på, hvilken betydning deres album og udvalgte sange har haft for både bandet selv og for metal- og hard-rock-musikken, ligesom Rammstein som helkunstværk bliver belyst.
Alexander Hemstedt er musikformidler, skribent, anmelder og Rammstein-ekspert. Han skriver for GAFFA, som er Skandinaviens største musikmagasin, og har gjort det siden 2009. Han har desuden medvirket som ekspert i bl.a. Go' Morgen Danmark, TV2 News, Radio4 og Radio 24syv. Derudover er han cand.mag. i tysk sprog, litteratur, kultur og historie samt lektor på Ribe Katedralskole.
Under foredraget introducerer Hemstedt publikum til bandet og værket Rammstein, og der bliver naturligvis også mulighed for at høre udvalgte numre og se videoklip. Der vil desuden være bogsalg, hvor man kan købe Alexander Hemstedts bøger 'Rammstein - eine musikalische Reise durch Deutschland' og 'Till Lndemann - Der größte Rockstar Deutschlands' til foredraget. Entré: 180 kr.
