Alexander Hemstedt gæster Kolme til en aften om Rammstein og bandets status som Tysklands største kultureksport. Aftenen tager fat på spørgsmål om bandets særpræg, om man stadig kan lytte til dem efter “Lindemann-gate”, og hvilken betydning deres album og udvalgte sange har haft for metal- og hard-rock-musikken.
Alexander Hemstedt er musikformidler, skribent, anmelder og Rammstein-ekspert. Han skriver for GAFFA og har desuden medvirket som ekspert i bl.a. Go' Morgen Danmark, TV2 News, Radio4 og Radio 24syv. Derudover er han cand.mag. i tysk sprog, litteratur, kultur og historie samt lektor på Ribe Katedralskole.
Under foredraget introducerer Hemstedt publikum til bandet og værket Rammstein, og der bliver mulighed for at høre udvalgte numre og se videoklip. Der vil desuden være bogsalg. Entré: 180 kr.
