Tag med en guide fra Politimuseet på en byvandring gennem Nørrebro, hvor gaderne danner bagtæppe for nogle af de mest voldsomme sammenstød mellem politi og aktivister i nyere danmarkshistorie. Undervejs fortælles der om husbesættelser, barrikader, gadekampe og de dramatiske rydninger, som satte tydelige spor i området.
Byvandringen tager især afsæt i 1980'ernes og 1990'ernes konflikter mellem politiet, BZ-bevægelsen og de autonome. Her kommer deltagerne blandt andet tæt på historien om Slaget om Byggeren, de første husbesættelser og rydninger på Nørrebro, hvordan BZ'ere slap væk gennem en hemmelig tunnel og narrede politiet, samt urolighederne 18. maj 1993, hvor politiet affyrede skud mod brostenskastende demonstranter. Turen går også forbi fortællingen om rydningen af Ungdomshuset i 2007, hvor politiet gennemførte en opsigtsvækkende indsættelse fra luften under en af de mest omfattende politiaktioner i nyere tid.
Der bliver desuden sat fokus på, hvordan politiets metoder ændrede sig fra kaotiske og stærkt kritiserede rydninger til store og minutiøst planlagte operationer ledet af Aktionsstyrken (AKS), politiets særlige eliteenhed. Fortællingerne kredser både om aktivisternes kamp for frirum og om et politi, der stod over for nye og uvante konfrontationer og gradvist udviklede nye taktikker til at håndtere gadeuroligheder og rydde besatte huse.
Byvandringen begynder ved Politimuseet, og det er også muligt at besøge museet samme dag inden turen. Entré er inkluderet i prisen, og billet kan købes/bestilles til 120 kr.
