Sandras fortælling er en veteranhistorie om at leve videre med krigstraumer længe efter, at udsendelsen er slut. Det er over 30 år siden, hun blev udsendt, og først for 2 år siden fik hun den hjælp, der begyndte at tage hånd om de traumer og den PTSD, hun har båret på siden. I de mange år imellem beskriver hun sit liv som et langsomt selvmord, hvor hun forsøgte at flygte fra sig selv først gennem arbejde og senere gennem alkoholen.
Hun er vokset op i et kærligt hjem med en far, der var stolt soldat, og allerede som barn så hun op til ham og vidste, at hun selv ville gå militærets vej. Som 17-årig kom hun i militæret, og det føltes som at finde hjem. Som 19-årig blev hun udsendt til Balkan, hvor hun mødte en virkelighed, hun ikke var forberedt på, og oplevelserne satte sig i hende, selv om hun dengang ikke forstod hvorfor. Da hun kom hjem, begyndte nedturen stille og roligt, og da hendes soldaterkammerat begik selvmord, stod hun tilbage med vrede og en stor tomhed.
Efterfølgende forsøgte hun at skabe et almindeligt liv ved at flytte til USA, hvor hun fik børn, men det, hun bar med sig, forsvandt ikke. Uroen voksede, og angstanfald samt besvimelser blev en del af hverdagen, uden at hun ville vedkende sig det. I stedet begyndte hun at dulme det hele med alkohol, først vin og siden vodka. Hun udviklede en funktionspromille, som gjorde det muligt at komme igennem dagen, men som samtidig fjernede hende mere og mere fra både sig selv og sine nærmeste.
Misbruget førte til hjemløshed, og til sidst blev hun så syg, at hun fik en dødsdom. I 2023 døde hun i to minutter, og det blev hendes lavpunkt. Vendepunktet kom, da hun fik hjælp fra veterancenteret. Det var sværere for hende at bede om hjælp, end det var at indrømme misbruget, men mødet med mennesker, der forstod hende, gjorde en forskel. Hun opdagede, at hun ikke var forkert, men at hun havde traumer, hun aldrig havde fået behandlet.
I dag lever Sandra med sin PTSD og har fået redskaber til at håndtere den. Hun beskriver den som sin dæmon: tidligere havde den overtaget, men nu er den ikke længere en fjende, hun kæmper imod, men noget hun lever med. På turen kommer man forbi Marmorkirken, Frihedsmusset, kastellet, de faldne soldaters monument og Amalienborg, og undervejs fortæller hun, hvad de steder betyder for hende, og hvad de symboliserer i hendes liv.