Tag med på en spændende tur rundt på Slotsholmen, hvor historien ligger lag på lag. Siden 1100-tallet har fem borge haft hjemme her, og gennem omkring 850 år har konger, bisper og politikere kæmpet om magten på øen — en kamp, der ifølge fortællingen stadig fortsætter.
Undervejs fortæller Hanne Fabricius om optagelserne til Historiequizzen, hvor holdet kom ned i mystiske tunneler og labyrintiske gange under jorden. Hun kommer også ind på, hvorfor døren ind til Statsministeriet er så lav, og på fortællingerne om talende heste samt en tudse, der trods kysseri alligevel ikke blev til en prins.
I mødes på trappen foran Højesterets bygning inde i Prins Jørgens Gård, hvor resterne af C. F. Hansens andet Christiansborg, som brændte i 1884, stadig kan ses. Der er faktisk mere tilbage af bygningen, end mange går og tror, og det giver et særligt indblik i Slotsholmens mange forsvundne lag.
Turen fortsætter til Ridebanen, hvor det imponerende ridebaneanlæg fra det første Christiansborg, der brændte i 1794, stadig sætter sit præg på området. Inde i de kongelige stalde lever kronens heste deres daglige liv, og om dagen får de lov til at komme ud og trække frisk luft på Ridebanen.
Via en passage går turen videre til Rigsdagsgården, hvor I ser Frederik den 3.s meget ombyggede Kunstkammer fra 1673. På bygningen sidder det danske rigsvåben, flankeret af et par herrer med sixpacks, korte ben og store køller. I slutter i Bibliotekshaven, som oprindeligt var Christian den 4.s imponerende krigshavn, hvor hans orlogsskibe blev ekviperet. Tøjhushavnen menes at være inspireret af Venedigs mægtige Arsenal, der blev påbegyndt i 1104.
