Sydhavnens Litteraturfestival finder sted d. 6. september og samler oplæsninger, koncerter og andre kunstneriske formater, hvor musik og litteratur mødes. Programmet byder blandt andet på sprogperformances, rap-udgaver af børnebøger og kreative skriveworkshops for børn, sammen med optrædener fra nogle af de nyeste litterære stemmer og internationalt anerkendte musikere.
På programmet er Troels Abrahamsen m. Spøgelsesmaskinen, Gry Stokkendahl Dalgas & Blue Lake, Rasmus Daugbjerg & Yngel, Marianne Iben Hansen, Josefine Weber Hansen, DIGTERBANDET, Lars Skinnebach og Tea Bendix. Festivalen foregår i omgivelserne omkring Karens Minde og arrangeres i samarbejde mellem Sydhavnens Bibliotek, Karens Minde Kulturhus og Børnekulturstedet Karens Minde.
Der er gratis billetter til festivalen, som henvender sig til familier, litteraturelskere og andre med lyst til en anderledes kulturoplevelse. Medbragte madpakker kan nydes på stedet, og der kan også købes anretninger fra Café Karen.
