Kom til Hovedbiblioteket og vær med, når Malle Riemer gæster stedet med Tweens 'n' trends. Her kan du både høre om hendes helt nye bog 'Malle og den første forelskelse' og selv komme på gulvet til en danseworkshop med Malle Riemer.
Efter workshoppen er der også mulighed for at hilse på Malle til meet and greet. 'Malle og den første forelskelse' fortæller om kærlighed og om at holde fast i sig selv, når følelserne gør ondt. I historien er Malle meget forelsket i Oliver, men da de bliver kærester, kommer hun til at glemme både sin bedste veninde Karla og den vigtige dansekonkurrence, de træner op til.
Malle Riemer er forfatter, danser og kendt fra Youtube og TikTok, hvor hun opmuntrer unge til at huske, at de er gode nok, præcis som de er. Hendes kanal beskrives som et farverigt sted på nettet med plads til alle. Hun debuterer som forfatter med 'Malle og den første forelskelse', som er første bind i en ny serie om Malle og hendes liv.
Arrangementet henvender sig til tweens på 8-12 år og deres voksne. Det finder sted Søndag d. 30 august kl. 13 - 14:30 på 4. sal på Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 København K. Der er fri entré, men billet skal bestilles på forhånd for at sikre adgang. Køber man billet til voksne, forventes det, at man deltager.
Tweens 'n' trends er en række arrangementer for børn og unge ml. 8-12 år, og der er omkring ét arrangement om måneden i løbet af sæsonerne. Serien sætter bøger og fortællinger i spil på kreative, sjove og inddragende måder, hvor børnene kan møde illustratorer, forfattere og historiefortællere og dele interesser med jævnaldrende. For non-danish speakers er det vigtigt at vide, at instruktionerne er på dansk, så børnene skal kunne forstå grundlæggende dansk. Voksne behøver ikke deltage med deres børn, men kan opholde sig i nærheden eller på biblioteket under workshoppen. Hvis man reserverer billet til voksne, forventes det dog, at man deltager i danseøvelserne, hvilket man meget gerne må.
