Ventures & Wine sætter fokus på startups, der arbejder med klimaløsninger drevet af ny kemi. Her kan du høre om blandt andet adsorbentmaterialer, der trækker carbon ud af luften, nye genanvendelsesteknologier og grøn ammoniak til bæredygtigt landbrug.
Grundere deler både videnskaben bag deres teknologi og de særlige udfordringer ved kemi-baseret innovation. Blandt oplægsholderne er Margarita Poderytė, medstifter af BÆTA Carbon Solutions, som arbejder med at omdanne PET-plastaffald til materialer til carbon capture. Der serveres vin, drikkevarer og pizza, og under netværksdelen tilbydes også gratis IP-rådgivning fra Høiberg med 15 minutters sessioner.
































