En blot to måneder gammel amurleopardunge er død i København Zoo. Det skriver den zoologiske have i et opslag på LinkedIn.
Ungen havde været svækket i en uges tid, og dyrlægerne kæmpede for at holde den i live. Men den stod ikke til at redde.
Ærgerligt for den uerfarne mor
Zoologisk direktør Mads Bertelsen peger særligt på moren, som er relativt uerfaren.
– Det er ærgerligt, ikke mindst for den relativt uerfarne mor. Det er dog ikke ualmindeligt, at rovdyrunger ikke overlever den første tid. Det sker både i naturen og i zoologiske haver, men det gør det ikke mindre trist, siger Mads Bertelsen til BT.
Sjælden underart
Amurleoparden er en sjælden underart af leopard. Der er blot 110 individer af arten i naturen, og opdræt har derfor høj prioritet i det internationale avlsprogram.








