Egmont Kollegiet på Østerbro i København har nu fået sin egen dokumentarserie på DR. ‘Kollegiet’ består af otte afsnit og kan ses på DRTV. Serien følger nye beboere, der flytter ind, og mere erfarne kollegianere, der viser dem, hvordan tingene fungerer. Gennem et år følger den 10 unge og deres kammerater på Egmont. Men ifølge Soundvenue får Egmont lidt for nemt rollen som drømmen om det gode ungdomsliv.
Fest, fællesskab og gamle klip
Egmont har omkring 500 beboere, og de læser på alle mulige uddannelser. I serien bor de tæt, spiser sammen, fester sammen, laver revy og afholder deres egen festival.
Serien kobler nutiden med klip fra 90’er-programmet ‘Nye II’, som fulgte beboernes hverdag på stedet for godt 30 år siden. Her handler det om et af kollegiets køkkener. Hovedpersonerne dengang er i dag voksne og ser nostalgisk tilbage. Flere af dem har selv børn, der bor på Egmont.
Soundvenues anmelder kalder det skidehyggeligt at se billeder fra både dengang og nu, hvor de unge deler glæder og sorger som den “ekstra familie”, de selv kalder fællesskabet.
Fodbold og støtte på køkkenet
Albert spiller på kollegiets fodboldhold The Hangovers, og hans far synes, det er helt kanon, fordi han selv gjorde det samme, da han boede på Egmont.
Beboeren Dagmar oplever chikane på sin arbejdsplads, men finder støtte og trøst hos vennerne på køkkenet. Anmelderen peger på, at det er en god illustration af den tryghed, kollegielivet kan give. Den savner man især, hvis familien bor i en anden landsdel.
Anmelderen har selv boet på kollegium og har derfor stor kærlighed til den boform og de venskaber, den kan give.
Savner de mørkere sider
Men kollegier ligger forskellige steder på et spektrum, skriver Soundvenue. Efter første afsnit er anmelderens indtryk, at Egmont befinder sig i den ekstreme ende, når det gælder sociale forpligtelser, traditioner og øldrikning. Det ligner næsten én lang fest.
Anmelderen undrer sig over, at ingen beboere fra 90’erne og frem til i dag nuancerer billedet. Nedturene må ifølge anmelderen også være der, for eksempel når en festival foregår lige uden for vinduet, eller når kulturen med ‘sådan plejer vi at gøre’ er så stærk, at selv forældrene har en mening om festerne.
Anmelderen har set de første par afsnit og erkender, at det kan lyde som at lede efter håret i suppen. Håbet er, at fortællingen bliver bredere i de otte afsnit. Men allerede fra start ville anmelderen gerne have set en framing, der ikke gjorde Egmont til synonym med kollegieutopien.
