Et stort rødt banner prydede torsdag morgen facaden på Landbrug & Fødevarers hovedsæde på Axelborg i det centrale København. Bag aktionen stod demonstranter fra Greenpeace, der mødte op uanmeldt for at sætte fokus på iltsvind i danske farvande.
“Her starter de døde fjorde”, lød det på banneret, der hang synligt ned over bygningen i flere timer.
Københavns Politi modtog anmeldelsen klokken 07.12. Vagtchef Anders Frederiksen fortæller, at situationen forløb roligt og uden dramatik.
“Vi var færdige nede på stedet her klokken 12.05. Alle seks demonstranter kom frivilligt ned”, siger han.
Aktivisterne begyndte selv at fjerne banneret lidt efter klokken 11, og kort før klokken 12 var alle kommet ned fra bygningen. Ingen af dem har været frihedsberøvet, oplyser vagtchefen.
“Det foregik i god ro og orden”, lyder det fra Anders Frederiksen.
De seks aktivister sigtes på to punkter: overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for ikke at have efterkommet politiets påbud, samt overtrædelse af straffelovens bestemmelse om husfredskrænkelse.
Greenpeace oplyste i en pressemeddelelse, at ti aktivister i alt deltog i aktionen. Flere af dem klatrede op på taget og hejste et rødt badeflag i Landbrug & Fødevarers flagstang.
Organisationen beskriver flaget som en advarsel om iltsvind og farlige livsvilkår under havets overflade. Ifølge Greenpeace er det i de seneste uger blevet hejst flere steder i Danmark som led i en bredere kampagne om havmiljøets tilstand.








