IPRES2026-konferencen samler hvert år verdens førende digitale arkivarer, og denne gang lå den i København. En af de fremmødte var Poul-Henning Kamp fra Datamuseum.dk, der selv holdt et kort foredrag om museets digitalisering af over 10.000 artifakter – men som frivillig IT-faglig udenfor arkivverdenen sad han mindst ligeså meget som tilskuer.
Og det han så, var langt fra optimistisk. Åbningskeynoten kredsede om begrebet “The Poly-crisis” – det samtidige sammenfald af klimakrise, stigende ulighed og politisk autoritarisme. Afslutningskeynoten kom fra professor Nanna Thylstrup, der talte om tab af arkiver – og om hvad det koster samfundet, når hukommelsen går tabt.
UNHCR’s arkiv var tæt på at blive slettet
En af konferencens mest rystende beretninger kom fra en repræsentant for FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Da USA standsede sine betalinger til organisationen, gik nødhjælpen naturligt forrang – men det betød, at regningen til den cloud-leverandør, der husede UNHCR’s digitale arkiv, ikke blev betalt.
Arkivet rummer dokumentation for 28 millioner flygtninge under UNHCR’s mandat – i mange tilfælde det eneste sted i verden, disse mennesker overhovedet eksisterer som en officiel registrering. Det var tæt på at forsvinde i en automatisk sletning hos en cloud-udbyder.
Ifølge Poul-Henning Kamp lykkedes det med frivillig hjælp at eksportere og dermed redde arkivet i tide. Foredraget bar titlen “Vendor Lock-in: This is not a drill.”
Slow violence og de lange konsekvenser
Professor Thylstrup refererede i sin afslutningskeynote til Rob Nixons bog “Slow Violence and the Environmentalism of the Poor”, der handler om, hvordan politisk motiverede beslutninger kan ødelægge ting på så stor afstand i tid og rum, at det kræver troværdige arkiver blot at påvise sammenhængen.
Det er den slags langsomt virkende skader, der ikke ser dramatiske ud i øjeblikket, men viser sig katastrofale på sigt. Thylstrup pegede også på en ny type modstand: Protestbevægelser, der ikke forsøger at forhindre noget, men i stedet aktivt bevarer det truede – som de store projekter der arbejder på at sikre ukrainsk kulturarv og amerikanske regeringsdata mod politisk motiveret sletning.
I Danmark har vi ifølge Poul-Henning Kamp en arkiveringstradition på op mod 529 år, hvis man regner Øresundstolden med. Den tradition betyder, at forskere i dag kan trække på hele befolkningens data til at belyse alt fra sjældne kræftformer til genetiske fejl. Derfor er det heller ikke til diskussion blandt danske digiarkivarer, om fx skoleplatformen Aula skal arkiveres – det er en selvfølge, hvis man vil undgå at fremtidige politikere gentager fortidens fejl.
Kognitiv dissonans og brændfarlige batterier
Som IT-faglig mærkede Poul-Henning Kamp ind imellem en vis kognitiv dissonans. Han noterede sig, at der burde være langt større forskel på, hvordan et amerikansk universitet og en EU-stat forholder sig til cloud-opbevaring – og at for få endnu har forstået, at mindst én kopi af kritiske data skal være “air-gapped”, altså fysisk afskåret fra internettet.
En studerende fortalte om en omstændelig proces med at dokumentere samtlige indstillinger på en Android-tablet med et videokunstværk, inden de til sidst aktiverede udvikler-tilstand og lavede en backup ad den vej. Poul-Henning Kamp undlod at gøre opmærksom på det, han selv kalder den oversete pointe: At lithiumbatteriet i en gammel tablet udgør en reel brandrisiko som langtidsopbevaring.
Arkivarernes grundholdning – at man ikke må ændre det bevarede, hverken teknisk eller æstetisk – er ikke udtryk for snobberi, men et principfast forsvar mod det skråplan, der ender med forfalskning og manipulation af historien. Alligevel var der en glad stemning på konferencen. Digi-arkivarerne brokker sig over manglende ressourcer og forkerte formater, men de elsker tydeligvis deres arbejde – og den opgave de passer på: Den tværgenerationelle hukommelse, som civilisationen hviler på.
