Københavns Kommune vil arbejde videre med nye tiltag mod de problemer, som følger med de mange turister på cykel i hovedstaden. Efter et møde på Rådhuset mellem to borgmestre og en række aktører fra cyklisme- og turistbranchen peger flere på behovet for både færre delecykler og mere målrettet information.
Baggrunden er, at der i dag er givet tilladelse til op mod 15.000 el-delecykler i København. Kommunen vurderer, at omkring 13.000 af dem aktuelt står på gaderne.
Beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester Andreas Kiel (S) siger, at mødet gav en række konkrete input til, hvordan udfordringerne kan håndteres. Næste skridt bliver at samle forslagene i et fælles forståelsespapir med retningslinjer og initiativer på både kort og lang sigt.
Planen er, at et udkast skal sendes rundt til parterne, så kommunen kan være bedre forberedt, når næste sommers turiststrøm rammer byen.
Vil have mulighed for regulering
Også klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) vurderer, at der var bred enighed på mødet om, at kommunen skal have bedre redskaber til at gribe ind over for udlejningselcyklerne.
“Alle de mange forskellige aktører på området var enige om, at vi har behov for en indsats. Vi har behov for at få lov til at lave en regulering af udlejningselcyklerne. Vi har behov for meget mere fælles information til de mange turister, der gerne vil opleve København på cyklen,” siger hun.
Ifølge hende giver enigheden på mødet et fælles grundlag, som kommunen nu vil tage med videre til Christiansborg.
Branchen efterlyser handling fra ministeren
Cyklistforbundet deltog også i mødet. Direktør Kenneth Øhrberg Krag kalder det rettidig omhu, at kommunen har samlet de relevante parter, og han peger på, at opbakningen til regulering var markant.
“Vi sad 25 forskellige aktører i lokalet, og der var fuldstændig enighed om. at der er behov for at regulere delecykelområdet,” siger han.
Han håber nu, at by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) vil lytte til ønsket om at give København og andre kommuner mulighed for at regulere antallet af delecykler. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.







