Enghave Kirke på Vesterbro er ikke en kirke som andre kirker. Her holdes gudstjenester for den danske hiv-menighed, og en gang om året afholdes Børnepride rettet mod regnbuefamilier. Det har gennem de seneste år tiltrukket både varme og vrede – og nu er kirken og de mennesker, der bærer den, blevet til en dokumentarfilm.
‘Alle Guds farver’ er instrueret af den erfarne dokumentarist Jannik Splidsboel, kendt fra ‘Drømme fra ødemarken’ og ‘Erikos verdener’. I løbet af et år har han fulgt trosfællesskabet tæt – og resultatet er en film, der veksler mellem glæde og sorg, konfrontation og fællesskab.
Præsten der mener Guds kærlighed er queer
En af filmens to hovedpersoner er præsten Viggo, der selv er homoseksuel. For ham er plads til forskellighed ikke et politisk standpunkt, men en grundlæggende del af troen. »Guds kærlighed, den er queer«, siger han tidligt i filmen, og det er en sætning, der sætter tonen for det, der følger.
Viggo har gennem sin opvækst altid følt sig favnet af Gud, selv når andre lukkede ham ude. Han er filmens rolige og sympatiske ankerpunkt – eftertænksom og klar i mælet. »Der er ikke nogen neutral tro«, siger han undervejs, og det er svært at give ham uret.
Modstanden er ikke abstrakt. Den transkritiske forening Dansk Regnbueråd samt Rasmus Paludan og Rasmus Munch Søndergård møder op til Børnepride-gudstjenesten med kritiske budskaber, og kirkens ansatte må forsøge at håndtere situationen med ro.
Kirketjeneren der er to personer på én gang
Filmens absolutte stjerne er kirketjener Bo, der også er kendt under sit drag-navn Ramona Macho. Han er filmens mest farverige skikkelse i ordets bogstaveligste forstand – krølhåret paryk, tyl-ærmer og glitrende øreringe, når Ramona træder frem, og en engageret og frustreret kirketjener, når Bo er på arbejde.
Bo vokste op med at lægge bånd på sin feminine side. Han fortæller, hvordan faren reagerede, da han som 10-årig fremførte et dansenummer i hawaii-skørt. »Det må du aldrig gøre igen«, sagde faren. Det er et af filmens mest rystende øjeblikke – fortalt uden drama, men med tyngde.
Modvægten er hans aldrende mor Gurli, der dukker op i en enkelt scene. Hun fortæller, at hun er »stolt« og »betaget« over sønnens evne til at skifte mellem to personaer. Den scene er svær at sidde igennem med tørre øjne.
Glæden fylder mest – men sorgen lurer
Splidsboel er ikke ny i dette landskab. Hans dokumentar ‘Misfits’ fra 2014 fulgte homoseksuelle og transkønnede teenagere i USA’s konservative bibelbælte. Her som der handler det om mennesker med mod til at stå ved sig selv, selv når omgivelserne presser på.
Ramona optræder ved Bøssehuset på Christiania og synger med under Pride på Rådhuspladsen, og det er svært ikke at lade sig rive med. En smittende varme strømmer ud af scenerne, hvor kirkens ansatte og besøgende mødes om spiritualitet og solidaritet.
Men filmen er ikke kun varm. En præst fortæller til et møde, at han blandt unge konfirmanddrenge oplever en voksende skepsis mod queermiljøet. Det er en påmindelse om, at den modstand, kirken møder udefra, også har rødder, der skyder sig ind i næste generation. Glæden og fællesskabet i ‘Alle Guds farver’ er ægte – og netop derfor er det tungt, at fristederne er nødvendige.
