Den nye efterskole Arena X i Herning slår i dag dørene op for de første elever i skolens historie. I alt 73 unge begynder på skolen, der på sigt har plads til 120 elever.
Da planerne om skolen blev lagt for fem år siden, var tanken at skabe en ren sportsefterskole. Siden er konceptet blevet udvidet, så eleverne ikke kun skal dyrke idræt, men også stifte bekendtskab med praktiske fag.
Eleverne vælger fortsat en sportslinje som for eksempel brydning, badminton eller håndbold. Samtidig skal alle gennem et særligt skillsforløb med fokus på blandt andet tømrer, VVS, IT og SOSU.
– Alle elever skal igennem et skillsforløb, hvor de kommer i kontakt med rigtige håndværk som tømrer, VVS, IT eller SOSU. De skal både igennem det teoretiske, men også ud og prøve det i virkeligheden, siger forstander Ulrik Larsen.
Ifølge forstanderen passer skolens profil ind i en tid, hvor flere unge skal motiveres til at vælge en praktisk uddannelse.
Selv om skolen ikke fylder alle pladser ud i det første skoleår, ser ledelsen positivt på interessen. Der er allerede 100 skrevet op til næste skoleår.








