Billedkunstner Eva Sonne har forladt Amalfikysten og slået sig ned på Nørrebro. Det er udgangspunktet for ‘Kebabsagen’, der er titlen på det nye bind i hyggekrimiserien fra forfatterparet Anette og James Price fra Hørsholm.
Bogen udkommer 30. oktober – samtidig med at forfatterparet gæster Bogforum.
Fra Bornholm til Nørrebro
Parret debuterede for to år siden med ‘Det Røgede Lig’, der foregik i restaurationsmiljøet på Bornholm. Anden bog, ‘Mord og Mozzeralla’, tog turen til Amalfikysten i Italien. Nu er serien altså nået til København.
I den nye historie har Eva Sonne fundet sig til rette i en lejlighed på Nørrebro og er blevet en del af et lokalt atelierfællesskab. For at få hverdagen til at hænge sammen arbejder hun som vikar på en lokal skole, hvor hun underviser de yngste elever i billedkunst. Også hendes boxerhund Miró har fundet sig godt til rette – ikke mindst ved den lokale kebabbar.
Et lig ryster lokalmiljøet
Idyllen holder dog ikke længe. Da liget af en 13-årig dreng bliver fundet, sender det chokbølger gennem nærområdet. Kriminalkommissær Bjørnholt og efterforskeren Anna Lind rykker ud for at opklare sagen – denne gang med det, forlaget selv beskriver som ekstra chili.
Ifølge forlaget Gutkind kan ‘Kebabsagen’ læses uafhængigt af de tidligere bøger, selvom den fortsætter fortællingen om Eva Sonne.
Mad, kunst og mord
Bag serien står James Price, der er komponist, kapelmester og restauratør, og Anette Price, der er uddannet kommunikationsrådgiver og driver sit eget kommunikationsbureau. Parret har tidligere fortalt, at en stor kærlighed til krimier, mad og gastronomi er kernen i deres forfatterskab – en kombination, der også præger den nye bog, hvor kebabbaren er et fast holdepunkt for hunden Miró.
‘Kebabsagen’ udkommer 30. oktober på forlaget Gutkind.











