Få dyr har været så frygtet som rotten. Først i sidste halvdel af 1800-tallet blev den udpeget som egentlig sundhedstrussel og samfundsfjende – en udvikling drevet af nye videnskabelige erkendelser og væksten af moderne storbyer.
Gennem 1900-tallet blev rottebekæmpelse systematiseret og effektiviseret parallelt med udviklingen af velfærdssamfundet. Men rotten viste sig svær at bekæmpe. Byens tætte bebyggelse, infrastruktur og mængder af tilgængeligt affald skabt ideelle forhold for et dyr, der er næsten altædende, en dygtig klatrer og svømmer, og udstyret med tænder så skarpe, at den kan gnave gennem alt blødere end glas og metal.
Museumsinspektør Mikkel Høghøj fra Danmarks Tekniske Museum fortæller historien om, hvordan rotten formede det moderne København. Han udfolder rottebekæmpelsens rolle som velfærdspolitik, hvordan byen blev rottehabitat, og hvilken indflydelse rotterne havde på københavnernes forestillinger om sundhed, hygiejne og naturens plads i bylivet.








































