Det danske landshold i skills er denne uge rykket til Shanghai for at konkurrere ved WorldSkills 2026 – VM for unge faglærte. Her møder de over 1400 deltagere fra mere end 70 lande i kampen om de øverste pladser.
Danmark stiller med 15 faglærte fordelt på 13 fag, og syv af dem har allerede prøvet kræfter med konkurrenceformen ved EuroSkills i Herning i 2025.
Blandt deltagerne er 20-årige Linnea Lind Lehner fra København, der repræsenterer Danmark i tjenerfaget.
Fokus på detaljen
Forberedelserne har handlet om meget mere end service og smil. For Linnea Lind Lehner er præcision og bevægelse nøgleord.
– Jeg er mere spændt end nervøs. I går fandt vi ud af, hvad vi skal til konkurrencen, og testprojektet er rigtig godt, siger hun.
– Vi har fokuseret meget på arbejdsgangen i forhold til måden, man bevæger sig på. Hvis jeg for eksempel skal stå og skære frugt foran en gæst, handler det om, hvordan man gør det pænest, mest hygiejnisk og effektivt, siger hun.
Konkurrencen foregår hen over fire dage
De danske deltagere skal dyste i fag som murer, tjener, tømrer, kok og bygningsinstruktør.
Selve konkurrencedagene løber fra onsdag til lørdag, og vinderne kåres ved en afslutningsceremoni søndag.
WorldSkills afholdes hvert andet år og samler de bedste unge faglærte fra hele verden i det, der af mange betegnes som faglærtes olympiade.











