En milliontvist om tre kendte bygninger i Carlsberg Byen i København kræver ekspertise, der ikke er billig. To sagkyndige dommere – en bygningskonstruktør og en konstruktionsingeniør – har krævet 20.000 kroner om dagen for at medvirke i sagen, hvilket er knap fem gange det honorar, retsplejeloven normalt foreskriver på 4.200 kroner per retsdag.
Højesteret har nu afgjort, at parterne selv må aftale at betale de to specialister det forhøjede honorar. Det fremgår af en kendelse offentliggjort på Højesterets hjemmeside.
120 millioner kroner på spil
Striden udspiller sig mellem entreprenørgiganten NCC Danmark på den ene side og Ole G. Jørgensens Rådgivende Ingeniørfirma samt forsikringsselskabet Gjensidige på den anden. NCC kræver 120 millioner kroner fra modparten i forbindelse med fejl og mangler på bygningerne “Bohrs Tårn”, “Warehouse” og “Broerne til de Hængende Haver” i Carlsberg Byen.
Sagen fik for alvor opmærksomhed i 2023, da det kom frem, at facadebeklædningen på det mere end 100 meter høje Bohrs Tårn allerede fem år efter opførelsen stod til at skulle renoveres. Det er blandt andet den sag, der har fået NCC til at lægge sag an mod det rådgivende ingeniørfirma og forsikringsselskabet.
Parterne fandt selv eksperterne
Domstolene kan indkalde sagkyndige dommere, når det vurderes nødvendigt. De sidder side om side med de juridiske dommere og medvirker til at træffe afgørelse i sagen. Østre Landsret foreslog i første omgang to mulige kandidater, men alle parter var enige om, at de ikke besad tilstrækkelig viden om facadekonstruktioner, bygningsfysik og statik.
Parterne fandt derfor selv frem til to egnede specialister – men de krævede altså 20.000 kroner om dagen. Da retssagen er berammet til ni dage, løber den samlede merudgift op i 284.400 kroner. Parterne var indbyrdes enige om at dele den udgift og så den som overkommelig i en sag, der drejer sig om 120 millioner kroner.
Problemet var, at Østre Landsret ikke ville godkende aftalen. To landsdommere mente ikke, at loven gav hjemmel til en sådan ordning. En tredje landsdommer var uenig. Det fik NCC, ingeniørfirmaet og Gjensidige til at kære afgørelsen videre til Højesteret.
Højesteret sætter punktum – foreløbigt
Tre højesteretsdommere har nu nået frem til, at det er lovligt at lade parterne selv stå for den ekstra betaling til de sagkyndige dommere. Dermed er vejen ryddet for, at sagen kan køre med de to specialister i dommerpanelet.
Selve retssagen går efter planen i gang 7. september 2027 og optages den 29. september til dom. Herefter ventes det at tage adskillige uger, før landsretten afsiger sin afgørelse – og parterne vil have mulighed for at anke den til Højesteret.














