Tivoli i København forlænger igen julesæsonen til efter nytår. Årets julesæson løber fra den 13. november og frem til den 3. januar 2027, og det er andet år i træk, at den slutter i det nye år. Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
Når dørene næste måned åbner til Tivolis 33. julesæson, har parken først holdt kortvarigt lukket i 12 dage, efter halloweensæsonen lukker den 1. november.
Over 25 millioner gæster siden 1994
Jul i Tivoli har eksisteret siden 1994. Siden den første sæson har mere end 25 millioner gæster besøgt julen i haven. Med endnu en forlænget sæson er det Tivolis forventning, at besøgstallet runder 26 millioner.
Ifølge Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, bygger forlængelsen på erfaringerne fra sidste år:
“Erfaringen fra sidste år viste, at mange tusinde danskere og turister i København gerne vil holde lidt længere fast i julen og nyde de sidste juledage i Tivoli, inden hverdagen for alvor begynder igen. Det gælder både københavnerne og gæster i byen”, siger hun.
Julemarked, nissetog og ballet
Jul i Tivoli rummer en række oplevelser, blandt andet et julemarked, nissetog og forestillinger i koncertsalen Glassalen.
I koncertsalen kan gæsterne blandt andet opleve den klassiske juleballet “Nøddeknækkeren”. I år markerer balletten, at det er 250 år siden, forfatteren E.T.A. Hoffmann blev født. Det er dronning Margrethe, der står bag ballettens scenografi og kostumer.
Susanne Mørch Koch peger på, at miljøet og traditionerne er en del af trækplasteret:
“Tivolis historiske omgivelser, danske juletraditioner og kulturprogram skaber tilsammen noget særligt i København. Julesæsonen samler generationer og er blevet en tradition for både danske og internationale gæster”, tilføjer hun.












