Scenatet, danseren Marie Kaae, koreograf Tim Matiakis og komponist Niels Rønsholdt står bag Memoriam, en forestilling om fællesskab, erindring og fremtid. Musik og bevægelse mødes i et sanseligt, drømmeagtigt scenisk univers, hvor samtidsmusik, house dance og stemmer væves sammen.
Farvede tekstiler, spejle og lydlandskaber fører publikum gennem en tid, der både synes at ligge i fortiden og i fremtiden. Forestillingen undersøger den paradoksale ensomhed, der kan findes i alle menneskelige relationer, og den forbindelse, der alligevel kan opstå mellem mennesker.
Memoriam har tidligere været udvalgt til CPH STAGEs internationale program i 2023, og anmelderne roste den poetiske og originale sceneverden. Nu vender forestillingen tilbage til København efter en international turné.
















































