Udstillingen Verden omkring os tager dig gennem omkring 200 års fotohistorie, fra 1840'erne og frem til 2023. Den viser, hvordan vi har skildret og forstået land og by gennem fotografiet, fra det romantiske landskabsfotografi i 1800-tallet over industrialiseringens fascination af byer og bygninger til nutidens klimaudfordringer.
Udstillingen rummer landskabsfotografi, arkitekturfotografi, konceptkunst, dokumentarfotografi og samtidsfotografi, og den henvender sig både til historieinteresserede, samtidskunstelskere og naturvenner. Ud over nogle af fotohistoriens største navne viser den nyerhvervelser fra Det Kgl. Biblioteks samling af fotografer som Tine Bek, Nanna Debois Buhl, Inuuteq Storch, Pia Rönicke og Emil Ryge.


































































