Vinbaren er blevet Københavns nye stamme-institution. Hvor det engang var brune værtshuse og 1980’ernes caféer, der samlede byens borgere efter fyraften, er det i dag vinbaren, der har overtaget den rolle – og de åbner tilsyneladende på stribe.
Det skriver madskribenten i sin ugentlige klumme om god smag, hvor vinbarernes fremmarch er omdrejningspunktet for en observations, der har naglet skribenten i lang tid.
En kærlighed til begge verdener
For selvom vinbaren bestemt har sine fortjenester, er der stadig plads til nostalgi. Skribenten vedkender en vis forkærlighed for det klassiske værtshus – en holdning der adskiller sig fra kollegaen Søren Franks synspunkt.
Alligevel er spørgsmålet, der virkelig hænger i luften, ikke om vinbaren eller værtshuset er bedst. Det er derimod, hvorfor de to koncepter ikke for længst er begyndt at lære af hinanden.
Café Nick som den hæderlige undtagelse
For hvad forhindrer egentlig de brune værtshuse i at hive et par flasker vin frem bag baren? Ifølge skribenten er Café Nick i Nikolajgade nærmest ene om at have forstået den pointe – og dermed den store undtagelse fra reglen.
Resten af de klassiske værtshuse lader tilsyneladende vinflaskerne stå andre steder. Og det er præcis dét, der undrer.
En ny maduge på programmet
Ud over vinbar-refleksionerne byder ugens klumme på stof om kunsten at være gavmild som vært, en Michelin-kokkes nye indiske restaurant samt et kig på, hvornår verdens bedste salat angiveligt er i sin absolut bedste sæson.
Fælles for det hele er den vinkel, der altid driver de bedste madhistorier: at der gemmer sig noget tankevækkende i det, vi tager for givet hver eneste uge.
