Hvad er forskellen mellem mennesker og dyr egentlig? En spændende aften hvor fagfolk udforsker menneskets genetiske slægtskab med dyreriget. Vi deler ikke bare forfædre med primaterne — på mange områder er vi stadig overraskende ens, fra gener og biologiske mekanismer til de sygdomme, der rammer os.
Aftenen kaster lys på, hvordan dyrene kan fortælle os noget vitalt om vores egen krop og sundhed. Abdi Hedayat, konservator fra Medicinsk Museion, præsenterer både zoologiske og humane præparater, der viser sygdomme, som rammer både mennesker og dyr — fra en dinosaurus med tandpine til moderne eksempler. Lektor Pia Rengtved Lundegaard fra Københavns Universitet gennemgår et overraskende eksempel: zebrafisken, der deler op til 80% genetisk arvemasse med mennesket. Hun forsker i hjertesygdomme og bruger denne lille, farverige fisk til at forstå de genetiske faktorer, der påvirker hjertets funktion hos mennesket.
Dette er del af efterårets Aftenkonsultation-serie om, hvad dyrene lærer os om krop, sundhed og medicin. Efter foredraget inviteres du til et glas bobler, og museets udstillinger er åbne til kl. 21.00.














































