Sisse er 60 år gammel og har forladt sin hypokondriske mand og det småborgerlige liv, de havde sammen. Nu bor hun hos rockmusikeren Bisse, hvor hun får en ny chance for at more sig og opleve en anden ungdom. Men fortidens hemmeligheder begynder snart at dukke op, og der står pludselig mærkelige skikkelser på dørtrinnet.
Forestillingen foregår på ét sted med én hovedperson i et legesygt og fantasifuldt univers. Den blander humoren fra 90'ernes sitcoms med noget af det absurde fra 70'ernes børne-tv, men rettet mod voksne. Det er en musikalsk komedie, der skifter mellem det realistiske og det absurde, og den ser med satirisk blik på menneskelig utilstrækkelighed og de sårbare sider af vores relationer.
























