En særlig byvandring gennem Københavns historie fra 1600-tallet til 1900-tallet, hvor du møder de glemte historier om kvinder og børn i nød. Turen handler om det hårde liv under fattigdom – tjenestepigers hemmeligheder, børn solgt på auktion, og kvinder der kæmpede for overlevelse.
Vandringen starter ved Lurblæserne og Vester Voldgade og fører dig gennem vigtige steder som Vartov og Hospitalskirken, hvor patienter lyttede til gudstjenesten fra sengen mens husdyrene løb omkring, samt til stederne hvor fiskekællingerne handlede, og hvor stakkels fanger blev udsat for straf på Kagen. En vigtig del af turen handler om Pigen med Nålen og de børn, der blev solgt på auktion, samt kvinder som fødte hemmeligt og uden hjælp.
Dette er en udfordrende tur for voksne med interesse for mørkere historier – men den ender heldigvis på en positiv note. Turen varer cirka 90 minutter.




























































