Humleridderne markerer 30 års jubilæum for succesalbummet ”Jeg Gi'r En Omgang Hvis Du Gi'r To !!”. Gruppen blev dannet i 1987 i Tårnby på Amager og bestod oprindeligt af Dan Holmfjord, Jimmi Sommer og Daniel Herfort-Bruun, mens DJ Stig i dag også er et fuldgyldigt og vigtigt medlem af gruppen.
De fik deres store gennembrud i midten af 1990’erne, hvor dansk rap for alvor stod stærkt med navne som MC Einar, Rockers By Choice og Østkyst Hustlers. Debutalbummet var delvist produceret af Chief 1 fra RBC, og gruppen medvirkede også i 1996 på Åh Abe-CD'en Hej Frede 1996 med nummeret ”Røvervisen”. Humleridderne blev hurtigt en af landets mest succesrige rapgrupper og modtog prisen som ”Årets nye danske navn” ved Danish Music Awards i 1997 for ”Jeg Gi'r En Omgang Hvis Du Gi'r To !!”, der blandt andet rummede hittet ”Maler-hjerne” og solgte næsten 100.000 eksemplarer. Senere samme år udkom ”En Genial Gaveidé” med blandt andet den samfundskritiske ”Brobygningshysteri” om Øresunds-broen og ”Operation Blå Storm”, som var gruppens svar på tidens Smølfe-udgivelser. I 2003 kom det foreløbigt sidste album Supersky, og året efter gik Humle-ridderne stille og roligt på standby.
Efterfølgende fortsatte Dan og Jimmi deres malergerning, som de havde sat på pause i de travle år med gruppen, mens Daniel Herfort-Bruun gik i lære som revisor og koncentrerede sig om familielivet. Humleridderne spillede ”Malerhjerne” på Bøgescenen på Smuk-fest i 2009 som en del af Smukkoncerten Vol. II, og siden har der kun været få løse optrædener. Efter en super aften sammen med MC Einar på Vega i November 2018 er det dog blevet til en lang række koncerter på spillesteder og festivaler, og festen fortsætter i 2026. Humleridderne er kendt for deres humoristiske og energiske rapunivers, hvor 90’ernes lyd og leg med sproget fylder meget. MC Einar regnes som en af pionererne i dansk rap og fik stor betydning for genrens tidlige udvikling herhjemme.
Som support optræder hun R, en kvindelig rapduo, der bringer noget af det, Danmark har savnet på hiphopscenen. Duoen er tydeligt præget af 90’ernes rap og arbejder i en old school-tradition, hvor humor og alvor går hånd i hånd. De rapper om voksenlivets forventninger og gør det legitimt ikke at have styr på ”Honda, hund og hus”. Live møder hun R publikum med satiriske sketches og en kompromisløs i-dit-ansigt-energi, der både kan få folk til at grine og reflektere. På scenen står de sammen med DJ Far, som bidrager fra pulten med tørre kommentarer, uopfordrede livsråd og et ekstra lag af uforudsigelighed.
