Kunstskribent Kinna Poulsen holder foredraget I ØJENHØJDE om udviklingen i færøsk samtidskunst i det 21. århundrede. Med afsæt i bogen At Eye Level: On 21st Century Contemporary Faroese Art (2026) sætter hun fokus på de forandringer, vendepunkter, tendenser og kunstnere, der har præget den færøske kunstscene i det nye årtusinde.
Kinna Poulsen (f. 1968) er cand.mag. i dansk og kunsthistorie, lektor, forfatter, kritiker og kurator. Hun har arbejdet indgående med færøsk kunst siden midten af 1990’erne og har bl.a. modtaget 15. Juni Fondens Kritikerpris 2024 samt M. A. Jacobsens færøske kulturpris for bogen Í eygnahædd, som nu er udkommet på engelsk. Foredraget er på dansk, varer 60 min, og efterfølgende besvares spørgsmål fra salen. Arrangementet forventes samlet at vare omtrent 80 min. Bogen kan købes ved arrangementet, og der er 25% rabat til medlemmer af Nordatlantens venner mod fremvisning af gyldigt medlemskort ved indgangen. Nordatlantens Brygge refunderer ikke købte arrangementbilletter.
